Marmottes 2006
Vi har nu ventet et par måneder på en beretning om MCMernes deltagelse ved dette
års Marmottes.
Den er længe under vejs - åbenbart - så læserne må tage sig til takke med min
egen personlige oplevelse af løbet.
Jeg vil sige det som det er. Det er et meget hårdt cykelløb, hvor deltagerne
skal over 4 bjerge og tilbagelægge i alt
175 K. Jeg har trænet 4000 K i år som optakt til deltagelsen i Marmotten,
hvilket må anses for at være et minimum.
For mit vedkommende startede turen med at køre i egen bil til Hamburg Lufthavn,
hvorefter jeg om morgenen landede i Lyon. Prisen for flybillet tur/retur kr.
1.700,00. Det var en ok pris, og en behagelig måde at rejse på.
En togtur til Grenoble på ca. 2 timer, hvorefter Torben(megetgrej)Hørret med
familie var så venlige at hente mig og køre os det sidste stykke til Camp Alpen.
Vi boede 5 mand (Gammelnok, Finn, Erik, Klaus og Henrik) i et mobilehome, og man
kan vel sige - alt taget i betragtning - det gik rimeligt godt. Det blev røget
igennem og konsumeret ikke ubetydelige mængder vand, øl og vin.
2 dage inden starten, blev vi dog enige om at stoppe for rygning - nogle mente
at rygning ligefrem kunne hæmme præstationsevnerne i bjergene.
I vores Mobilehome havde vi tilknyttet vores egen ” læge” Klaus(pusher)Rahbek,
som drev en tvivlsom handel med forskellige præstationsfremmende medikamenter,
mineraler, gel, energibarer, sportsdrik, beklædningsudstyr, elektroder,
nikotinplaster mv. Så vi følte os godt rustet til - 2 dage før løbet at prøve
kræfter med det første bjerg - Croix de Fer. Vi kørte ca. halvvejs op, og det
føltes meget stejlt med stigningerne på op mod 11-12 %. Dagen før løbet kørte vi
lidt på Alpen, og følte efterhånden at være var vi klar til den store
udfordring.
På løbsdagen stod vi op kl. ca. 5.00-5.30. Fantastisk vejr med udsigt til
solskin hele dagen. Et solidt morgenmåltid og herefter af sted til startområdet.
Pga. min fornemme kørsel i de danske bakker i april kvartal med bl.a. en top 50
placering ved det eneste prestigefyldte løb i Danmark (Århus Rundt), havde
løbsledelsen i Frankrig valgt at placere mig i første startgruppe. Løbet blev
skudt i gang og efter nogen tid passerede jeg startlinien, og herefter gik det
derudaf mod Croix de Fer. Jeg havde besluttet, at pulsen skulle ligge på ca.
150, og det gik da fint selv om tempoet syntes lavt og masser af ryttere
passerede mig. Der gik da heller ikke længe før Gammelnok og Kjeld V. Nygaard
kom forbi - nærmest uden at hilse. De havde fart på. Jeg afventede herefter den
næste MCMer jokeren i løbet Hans Jørgen(formand)Jørgensen - hvor var han henne
og hvad havde han i posen. Pludselig var han der i sit vante rolige tråd,
hilsende men uden at blive hængende til en længere snak om vind og vejr.
Jeg havde nu 3 MCMer foran mig og kort for toppen af første bjerg kom Pewee
blæsende forbi. Jeg måtte berolige mig selv med, at det jo var erfarne og
kompetente MCMere, som havde overhalet mig. Deres kampvægt lå heldigvis langt
under min egen (92 Kg.) så det var vel ok. Hele tiden tænkte jeg - kører jeg for
langsomt, og kommer Klaus(pusher)Rahbek også forbi, som inden start havde
proklameret, at han ville sidde på toppen af Croix de Fer med en kold fadøl og
klappe af mig. Det skulle vise sig, at resten af MCMerne valgte at blive
liggende bagved. På toppen af Croix de Fer måtte vi vente i over en time før vi
i grupper på 6 mand blev sendt af sted. Vi var mange ryttere, som ved ankomst
til bjerget valgte at forcere en højere liggende mark med geder og diverse
landlige ting og sager for på den måde at kunne komme hurtigere frem til
nedkørslen fra bjerget. Nedkørslen gik bare derudad - det går jo ufatteligt
stærkt og man skal passe meget på i svingene. Efter endt nedkørsel er der et
langt transportstykke frem til Col du Telegraph, som skulle vise sig at blive
mit bjerg. Efter et kort ophold med to flaskefyldninger gik det videre opad
Telegraph. Jeg startede som sædvanligt langsomt ud, men fornemmede efterhånden,
at jeg var mere end med - jeg kørte faktisk hurtigere end ”stømmen”. Det er
altså en dejlig fornemmelse at køre på Telegraph med skov, masser af sving og
mærke følelsen af overskud. Kort før toppen så jeg en Mårslet-trøje - kunne det
være rigtigt - gik det virkeligt så godt?. Jeg indså hurtigt, at det var Pewee,
som lå og slingrede midt på vejbanen sammen med en anden mystisk rytter af
udenlandsk oprindelse.
Jeg rejste mig i sadlen, og foretog det nødvendige gearskifte - hilste kort -
uden at snakke om vind og vejr af sted mod toppen. Her ville jeg gerne have
været i depot på toppen, men var pga. min situation var jeg jo nødsaget til at
fortsætte og gøre stop ved næste depot - foden af Galibieres.
Col du Galibieres er det mest opslidende og vanvittige bjerg at køre på. Der er
ingenting at se - kun rytterne længere oppe af bjerget. Bjerget har en
terrasselignende opbygning, og kigger man op, kan man se ryttere, som er langt
foran en selv. Man er på intet tidspunkt ikke i tvivl om, at her skal den
ultimative udfordring stå. På dette tidspunkt i løbet lå jeg meget alene - blev
mest overhalet - kæmpede med min gearing (50/34-12/25), som begyndte at volde
mig kvaler.
Kort før toppen kommer Hans Jørgen(formand)Jørgensen atter forbi. Han har haft
et længere ophold end jeg i forbindelse med ulykken ved første bjerg, så derfor
må han altså overhale mig igen.
Nedkørslen fra Galibieres er lang, meget lang. Det gør ufatteligt ondt overalt
på kroppen, skuldre, nakken, hænderne, benene alt gør ondt. Herefter er der et
langt transportstykke til Alpen. Ved foden af Alpen er jeg klar over, at min
kørsel de næste timer vil blive et helvede. Jeg svinger til venstre, og kigger
op af bjerget, og tænker ”det her er løgn”. Jeg havde meget smerte i mine knæ
pga. slidgigt mv. men tænkte aldrig på, at jeg måske ikke ville nå toppen. På
dette tidspunkt havde jeg kun været at cyklen 3 gange i forbindelse med depot,
og jeg forestillede mig ikke, at jeg på noget tidspunkt skulle af min cykel med
mindre det var for at fylde flaskerne op. Her blev jeg dog klogere. Jeg kørte
ca. halvvejs op Alpen, og hele tiden kom den snigende - stop og tag en pause.
Det blev til sidst umuligt for mig at træde min gearing (34/25) og jeg valgte at
stå af - trække med cyklen. Cykle lidt - trække lidt. Efter ca. 2,5 time på
Alpen kommer jeg i mål. Min computer viser 10 timer og 28 minutter. Jeg oplevede
ingen glæde ved at komme i mål, det hele syntes vanvittigt. Jeg var 100 % sikker
på, at dette gør jeg aldrig mere.
Hilsen Henrik Riising
EditRegion2